Sunday, January 20, 2008

Ghana lagde ud med aabningssejr





Guinea var tæt på at drille værterne fra Ghana i åbningskampen ved African Nations Cup. Et sent mål gav dog Ghana den optimale start på turneringen.

Ghana fik søndag en god start på de afrikanske fodboldmesterskaber, African Nations Cup. Det skete, da Sulley Muntari i slutminutterne af åbningskampen mod Guinea med et knaldhårdt skud sørgede for at give turneringens værter en 2-1-sejr. Kampen fik dog et nervepirrende forløb for de ghanesiske favoritter.

Første halvlegs højdepunkt blev leveret af Ghanas Asamoah Gyan, der kastede kroppen bagover i et saksespark. Mens heldet ikke var med Gyan i den situation, så stod han for det forløsende føringsmål, da han 10 minutter efter pausen scorede på straffespark.

Guineas Omar Kalabane ville dog have ændret på det resultat, og midtvejs i anden halvleg sneg han sig med frem på et hjørnespark og bragede bolden i mål til 1-1. Den stilling holdt helt frem til det 89. minut, hvor Ghanas Sulley Muntari sørgede for den fortjente sejr.

Namibia og Marokko mødes mandag i den næste kamp i gruppe A.

***

0 Comments:

Post a Comment

<< Home